Balance
Når man siger balance tænker de fleste på enten at holde balancen eller at være i balance. At holde balancen associeres ofte med noget fysisk, hvor at være i balance er noget med det indre, det psykologiske. I realiteten er det umuligt at dele balance op på den måde, og især udspringere har brug for en anden måde at opleve og erkende balance på. Udspringere skal naturligvis kunne holde balancen på et eller begge ben, men de skal f.eks. også kunne holde balancen når de ikke står på, eller rører ved noget. De skal kunne holde balancen imens de roterer om bredde- og/eller længdeaksen (salto og skrue). Udspringere skal også kunne holde en balance mellem kroppens venstre og højre halvdel (synkronisitet). Al denne balance skal yderligere holdes imens kroppen påvirkes af tyngdekraften og når de rammer vandet bliver det rigtig forvirrende, idet der er andre kræfter på spil; et spring stopper ikke fordi man rammer vandet, og det er især her at en god balance kommer til kort. Det er faktisk meget svært at ryge lodret/lige ned i vandet, når kroppen roterer (f.eks. i et hovedspring eller 3½ salto). Gode udspringere finder hurtigt ud af, at det med salto og skruer er forholdsvis nemt; det er når hænderne rammer vandoverfladen, at det for alvor bliver svært. Det er faktisk kun gode udspringere, der mestrer dette og det er bl.a. fordi de har en særdeles veltrænet vestibulærsans.
”Til den endelige analyse kræves et veludviklet sansekort over den ydre verden og et veludviklet motorisk kort over bevægelser fra et sted til et andet, men hvis man ikke ved, hvor man er trods kortet, så er man rent faktisk ikke i stand til at bruge kortets rumlige informationer. Og vestibulærsystemet viser sig at være det system, der giver informationer om individets placering på det overordnede rumlige kort.”
Neurolog S.J. Cool, 1987
Det er vestibulærsansen, der fortæller os om hovedets position i forhold til tyngdekraften, den fortæller os, hvad der er ”op” (og dermed også hvad der er ”ned”), den fortæller os om centrifugalkræfterne og G-påvirkninger, og den opfanger bevægelse i alle retninger. Som en konsekvens af dette, kontrollerer og retningsbestemmer den muskelaktivitet og kroppens stillinger for at opretholde og sikre funktionelle/ønskede bevægemønstre, uanset hvad vi gør. På samme tid samarbejder den tæt med den taktile og proprioceptive sans. Eftersom vestibulærsystemet kun giver informationer om hovedets position og bevægelser, er det afhængigt af velintegrerede forbindelser med den proprioceptive sans.
”Vestibulærsystemet er det samlende system. Alle andre typer sansning bearbejdes i forhold til denne grundlæggende vestibulære sans. Aktiviteten i vestibulærsystemet skaber en ramme for de øvrige aspekter af vore oplevelser.”
Jean Ayres, ergoterapeut og forfatter til ”Sanseintegration hos børn”.